LMS

 

Velkommen

Galleri

Mosler

Teknik

Baner

Links

Optimering af Mosler MT 900 1:32
Monteret på Slot.it HRS1

Pr. december 2010 har jeg nu kørt med Mosler MT 900 i Euroscale Ligaen i lidt over 3 år. Bilen har kørt 3 fulde sæsoner og er nu ½-vejs i sin 4. sæson. Reglerne til Euroscale Ligaen har ændret sig undervejs og det har bilen derfor også.

Det startede i sæsonen 2007, hvor jeg ikke kørte de 3 første løb pga. travlhed med et byggeprojekt (badeværelse) og det faktum, at jeg ikke havde en konkurrencedygtig bil. Det sidste ville Lasse fra ØMR heldigvis godt hjælpe med. Han havde med stor succes bygget en Mosler på HRS bund og fået gode resultater med den. Lasse ville gerne hjælpe mig med at bygge en tilsvarende bil til mig, så jeg kunne deltage i ligaen igen. Jeg var hjemme ved Lasse privat en tirsdag aften og på ca. 3 timer blev jeg indviet i Slot.it HRS bygning og vi fik en flot bil klar til mig. Her skal rettes en stor tak til Lasse for hjælpen!

I det første løb blev jeg nr. 4 ud af 20, så det må siges at være en god debut. Bilen blev bedre og bedre for hvert løb og jeg endte med at vinde sæsonen. Lasse måtte høre meget for at have hjulpet mig... Siden da har jeg bygget et par Moslere selv, men de er aldrig blevet lige så gode.

Reglerne til den første sæson dikterede fast gearing på 10/34 til sidewindere, vægt i chassis foran motor og vægt i karosseri over niveau med øverste skærmkant. Bilen måtte maksimalt være 65 mm. bred målt til yderkant af dækkene. Hurtigste motor tilladt var 25k V3. Vi fik også hand out dæk til hvert løb (Slot.it P2). Skruerne til motorholderen blev strammet "løst" dvs. med lidt flex.

Til starten på sæson 09/10 valgte Euroscale Ligaen at følge DMRU's Slot.it DM reglement, så gearing, vægt og dæk er blevet frit inden for Slot.it produkterne. Sporvidden blev ændret til 65 mm. målt på yderkant af fælg i stedet for yderkanten af dækket.

Optimeringen kommer i spil sammen med regelændringen. Jeg ændrede ikke på bilen i forbindelse med de nye regler - resultaterne var stadig gode efter sæsonens første løb. Resultaterne begyndte dog at falme i takt med, at konkurrenterne fik optimeret deres biler til de nye regler. Nu skal jeg lige hælde lidt vand ud af ørerne, men det er altså forklaringen... Jeg blev far i løbet af sæsonen, vi tog 4 uger til New Zealand og jeg brugte min barsel på at sammenlægge vores lejlighed med naboens (som vi havde købt), men som lige skulle ombygges fra 2 værelser med køkken til 1 værelse og et nyt meget stort køkken. Forud for sidste løb i sæson 09/10 var jeg på 4. pladsen, men kunne dog køre mig til en 2. eller 3. plads med en sejr.

Bilen blev derfor optimeret 100% til det nye reglement:
1) Vægten på 5g blev flyttet fra toppen af karrosseriet, delt i to og sat i hver side ved dørene.
2) Fælgene blev flyttet fra 63 mm. ud til 64.98 mm.

Den vigtigste ændring var dog, at jeg skiftede karrosseriet. Det gamle var begyndt at støde på bagdækkene i svingene - gæt selv hvilken virkning det havde...! Jeg har ikke ændret på den oprindelige gearing og et par gamle slidte P2 dæk fra sæson 07/08 (dengang vi havde hand out), har vist sig som en perfekt kombination til 10/34 (i hvert fald til træbaner).

Med ovenstående ændringer på plads tog jeg til det sidste løb - og vandt. Jeg sluttede sæsonen på 2. pladsen efter René Glæsel som vandt sit første mesterskab - tillykke. Jeg agter at genvinde titlen snarest muligt :-).

For at understrege, hvor stor virkning ovenstående optimering havde, så er her et par resultater fra før og efter:

Bane Distance før optimering Distance efter optimering
Blovstrød (Carsten Grønnemann) 130 omg. (6/9-09) 139 omg. (5/9-10)
Herlev Minirace Club 132 omg. (3/1-10) 142 omg. (5/12-10)

Til det seneste løb i Herlev (5. december 2010), blev jeg efter teknisk kontrol spurgt, hvorfor jeg ikke havde optimeret bilen 100% - med henvisning til, at sporvidden "kun" var 64.98 mm.

Den bil som Lasse hjalp med at bygge i efteråret 2007, har gjort det rigtigt godt! I 3 sæsoner er den blevet nr. 1, nr. 1 og nr. 2. I den nuværende sæson med 3 deltagelser er den blevet nr. 1, nr. 5 og nr. 1. Hvor meget er der så tilbage af den oprindelige bil? Tjah - godt spørgsmål. Det eneste, som uden tvivl er uændret, er aksler, kronhjul og fælge. Jeg har skiftet chassiset én gang pga. at det var flækket i fronten ved akselholderen. Karrosseriet er rettet, så det passer igen. Jeg har ca. skiftet motor én gang pr. sæson, så det er nok nr. 3 eller 4 der sidder i bilen nu. Jeg bruger stadig 25k V3 motortypen selv om der er kommet en 29k. Jeg har testet den og konstateret at 25k virker bedst til mig!

Bilen er rigtig god på træbaner! På plasticbaner kniber det dog lidt med resultaterne. Primært skyldes det manglende bremseevne pga. høj modstand i strømskinnerne på plastbaner. Jeg vil prøve at bygge en bil med lav gearing fx 10/38 eller evt. en in-line med 7/28, for at få mest mulig bremseeffekt. Det bliver på bekostning af topfart, men hvis det betyder, at jeg kan bremse senere, så tror jeg det vil fungere.

Jeg håber, at ovenstående kan tjene til inspiration for andre i forbindelse med bygning eller ombygning af bil. Læs reglerne og brug dem bedst muligt!

MVH
Henrik

Velkommen

Nyheder:
5/12-10:

Billeder fra:
Euroscale Herlev 5. december